Nyheder - 26.09.19

Holm Kommunikation opruster med ny digital konsulent.

Kommunikationsbureauet Holm Kommunikation har ansat Katrine Villarreal Villumsen som ny digital konsulent. Hun har tidligere arbejdet som selvstændig rådgiver for bl.a. Dong (nu Ørsted) og Bolius og som digital journalist i DR Nyheder og på Berlingske. Hun fortsætter som SoMe-analytiker for Kongressen.com og bliver en del af bureauets voksende digitale team. 

Den stigende efterspørgsel på digitale kompetencer får nu kommunikationsbureauet Holm Kommunikation til at opruste med en ny digital konsulent med ekspertise inden for sociale- og digitale medier.  

Bureauet har ansat Katrine Villarreal Villumsen, som i flere år har udviklet og implementeret netop digitale strategier for virksomheder som Dong (nu Ørsted), Bolius, NRK, Forsvaret og HK.  Før det var hun ansat som digital journalist i DR Nyheder og på Berlingske.

Katrine Villarreal Villumsen har også undervist virksomheder, organisationer og medier i at blive bedre til at præstere på sociale- og digitale platforme, og hun bliver desuden ofte brugt som social medie-ekspert af forskellige nyhedsmedier.

Skal styrke prisvindende digitalt team

Katrine Villarreal Villumsen skal styrke Holm Kommunikations digitale team, som i 2018 vandt guld ved den europæiske prisuddeling Digital Communication Award for virtual reality-kampagnen “Det sker ikke for mig”, som bureauet udviklede for Sikkerhedsstyrelsen. Til daglig ledes teamet af digital chef Mads Keilberg Johansen, som ser frem til samarbejdet med Katrine: 

 “Vi glæder os enormt meget til at få Katrine med på teamet. Hun har nemlig bevist, at hun kan lede store digitale projekter og frem for alt udvikle både små og store virksomheder i en mere digital retning – som tilmed støtter op omkring deres overordnede målsætninger,” siger Mads Keilberg Johansen, digital chef i Holm Kommunikation.

Skal realisere uforløst digitalt potentiale

Katrine Villarreal Villumsen glæder sig især til at realisere det digitale potentiale hos bureauets kunders, ligesom hun ser frem til at være med til at udvikle nye digitale projekter for andre.

“Selvom vi har vænnet os til sociale og digitale medier herhjemme, er der fortsat et stort uudnyttet potentiale for mange virksomheder. Vi er nået dertil, hvor det at være digital ikke længere kun handler om at have en tilstedeværelse på Facebook. Det handler om at kunne udvikle og eksekvere på en langt større digital proces, som i sidste ende skal have en positiv effekt på kundernes samlede forretning. Og det glæder jeg mig til at dykke ned i,” siger Katrine Villarreal Villumsen.

VIL DU HAVE ET DIGITALT EFTERSYN?

Kontakt

Mads Keilberg Johansen, digital chef
mkj(at)holm.dk
+45 24 60 88 85

Katrine Villarreal Villumsen, digital konsulent
kvv(at)holm.dk
+45 31 60 50 20