Nyheder - 23.04.17

Strategien for sociale medier skal på plads.

Undgå værdiløs digital tilstedeværelse på sociale medier, og det begynder med, at man har sin strategi for sociale medier på plads og forankret på tværs af virksomheden.

Af Mads Keilberg Johansen, Digital chef

Sociale medier er blevet allemandseje, ligesom det er på agendaen hos alle virksomheder – både store som små. Der er efterhånden uendelige muligheder for at ramme sine målgrupper, hvad enten det er kommunikation rettet mod forbrugere, andre virksomheder eller noget helt tredje. Vi kan ikke længere se igennem fingrene med sociale medier, og det har vi ikke kunnet længe. Men spørgsmålet, som vi alle skal stille os selv i dag er, hvorfor vi er tilstede, og hvad vi ønsker at få ud af vores digitale tilstedeværelse – og hellere i dag end i morgen.

Disse grunde kan der være ligeså mange svar på, som der er brugere på sociale medier. Men de er afgørende at kunne besvare, dels fordi vi i dag konkurrerer med så mange andre om at trænge igennem og få taletid, og dels fordi at flere af de sociale medier er blevet reklameplatforme, hvor vi ikke får den taletid og rækkevidde længere med vores organiske indhold, som vi tidligere har oplevet. Så hvis vi rent faktisk skal opnå noget, skal vi undgå at låse os inde i vores små ekkokamre.

Så hvordan er det lige, at vi egentlig får noget ud af det potentiale, der ligger i sociale medier? Det handler først og fremmest om at servere værdi for sine målgrupper. Kommunikation for kommunikationens og tilstedeværelsens skyld er ofte værdiløs. Det kan godt være, du kan fremvise høje KPI’er på rækkevidde og engagement, men det kan vi alle sammen købe os til, hvis markedsføringsbudgetterne tillader det. Det rykker bare hverken målgruppen hen i din forretning eller får dine mest loyale brugere til at anbefale dig.

Tilbage i 2007 sagde man, at vi blev udsat for 3.000 kommercielle budskaber dagligt, og det tal er med vores forbrug af sociale medier kun eksploderet i dag. Overvej det, når vi samtidig ved, at kun 12 af de budskaber gør indtryk. Dit brand skulle helst være en af dem.

Den digitale strategi for sociale medier skal på plads

Det kan lyde banalt, at strategien skal på plads. For hvordan ved man, hvad og til hvem man skal kommunikere, hvis der ikke er en overordnet strategi for det? Netop det er grunden til, at mange virksomheder stadig oplever, at de skyder i blinde med sporadisk placeret indhold, eller prøver ideer af, som kan lyde godt på tegnebrættet, men hverken er koblet til den øvrige strategi eller forretningen som helhed. Samtidig hører vi også stadig, at sociale medier bliver degraderet til en praktikantopgave, der bliver holdt kunstigt i live, når der er noget indhold at skrive om virksomheden. Det er ikke den anerkendelse, der udløser det fulde potentiale hos de potentielle målgrupper eller den rækkevidde en digital strategi for sociale medier fortjener.

Det er slut med at være på sociale medier, bare fordi man ikke kan undgå det, eller fortælle sig selv, at alle jeres konkurrenter er der, derfor er I også. Den sætning er blevet forbudt. Husk på, at sociale medier er en kommunikationsdisciplin, derfor bør strategien også være på plads. Men strategien holder kun, hvis den kan forankres og eksekveres på tværs af hele virksomheden

Dette debatindlæg blev bragt i Markedsføring 23. april 2017