Nyheder - 13.01.16

Tre nye partnere i Holm Kommunikation.

Holm Kommunikation udvider sin ejerkreds med tre nye partnere. Skiftet er med til at styrke bureauets rådgivning inden for kerneområderne PR, Public Affairs og sociale medier.

Et af landets førende kommunikationsbureauer, Holm Kommunikation, får nu tre nye partnere. Ud over adm. direktør og grundlægger Morten Holm indtræder de nuværende medarbejdere Poul Noer, Ditte Haugaard Clausen og Mathias Holm Pedersen i ejerkredsen som partnere.

”Poul, Ditte og Mathias har alle været i virksomheden i flere år og kender vores forretning indefra. Nu skal de i endnu højere grad være med til at udvikle bureauet og vigtigst af alt styrke den rådgivning og de løsninger, vi giver til vores kunder inden for PR, Public Affairs samt sociale og digitale medier,” siger adm. direktør i Holm Kommunikation, Morten Holm.

Profiler med hvert sit ekspertområde
De tre nye partnere har alle stor erfaring med forskellige områder inden for kommunikation.

Poul Noer, 43 år, har arbejdet i Holm Kommunikation siden 2006, og er nuværende direktør med særligt fokus på Public Affairs. Ditte Haugaard Clausen, 37 år, kom til bureaet i 2007 og er seniorkonsulent med særligt fokus på Health Care og markedskommunikation. Mathias Holm Pedersen, 31 år, har været i Holm Kommunikation siden 2011 og er yngste mand i partnerkredsen. Han har særligt fokus på at drive den øgede efterspørgsel på sociale og digitale kommunikationsløsninger.

”Jeg ser det som en stor styrke at have en partnergruppe, der både har forskellige spidskompetencer og forskellige erfaringsgrundlag. Kommunikationsbranchen udvikler sig konstant, og vores kunder efterspørger flere forskellige typer rådgivning, der strækker sig fra meget specifik strategisk og politisk rådgivning til digital mediestrategi og sociale medier. Det er vores nye partnerskab med til at understøtte,” siger Morten Holm.

Full service-bureau siden 1998
Holm Kommunikation er et full service-bureau, der arbejder med alle former for PR, Public Affairs og sociale medier. Kundelisten tæller både danske og internationale kunder som Trustpilot, Next Partnership, Adobe og Sony PlayStation.

Bureauet blev etableret i 1998 af Morten Holm og beskæftiger i alt 20 medarbejdere. Holm Kommunikation har særlige kompetencer inden for it og tech, sundhed, transport, fødevarer, finans og livsstil.